Refluks din djævel!

Det var egentlig meningen, at jeg skulle have skrevet dette indlæg igår, men stakkels Frk. Flødekind optog mine arme hele dagen.. og for den sags skyld – de sidste mange dage!

Siden Frk. Flødekind kom til verden i starten af februar, har hun nemlig døjet med gylp og ubehag i maven. Jeg kan huske, at jeg allerede ved første samtale med sundhedsplejersken (6 dage gammel) spurgte hende, om vi kunne gøre noget for at hjælpe Sarah, fordi jeg kunne høre, at hun lå og “drøvtyggede” mælken om og om igen. Nogle gange endte det med, at hun gylpede rigtig meget og andre gange holdte hun op med at trække vejret, i forsøget på at holde det nede. Dommen dengang var, at vi nok gav hende for meget mad!

Det er ikke uden grund, at Sarah har fået kælenavnet “Frk. Flødekind”, fordi hun har nogle gode babydeller – især under hagen. Vi tilbyder hende mad hver 3.-4. time, når hun gør tegn til, at hun er sulten og om natten sover hun faktisk gerne 5-6 timer mellem måltider. Jeg synes ikke vi tilbyder for meget mad og vi tvangsfodrer heller ikke store mængder ned i hende. Hun levner ofte, når hun spiser. Desuden følger hun en super fin kurve og er ikke “overvægtig”.

Hver gang jeg har talt med sundhedsplejersken eller lægen, så får jeg at vide, at der ikke er så langt tid til, at hun kan starte på grød og det vil sikkert afhjælpe problemet. Men er det virkeligt i orden, at et lille spædbarn skal gå minimum 4 måneder med syre i spiserøret? Hun får ikke altid sin søvn i løbet af dagen, fordi hun ikke kan finde ro og dét må da gøre noget ved udviklingen på længere sigt, for ikke at snakke om de fysiske skader hendes spiserør og mavemund kan få!

Jeg tror desværre, at grunden til at problemet ikke er blevet taget mere alvorlig er, at JEG ikke ser videre slidt og udmattet ud. Ja, den er god nok – jeg har, trods skrig og skrål, stadig haft øjeblikke af overskud til at smile og bage boller. Jeg hygger med min søn om eftermiddagen, når Sarah enten ligger ved sin far/ i mine arme eller endelig er faldet lidt til ro. Tænk sig, at det kan være en vurdering af “desperationen hos moderen”, som skal være afgørende for, om jeg bliver taget alvorlig. Sådan føler jeg det i hvert fald! Måske skulle jeg have været kommet i morgenkåbe og med morgenånde til lægen første gang?

Hvorfor skal børn lide længe, bare fordi de ikke kan sætte ord på deres smerter? Jeg ser i hvert fald en lille pige, som i dén grad kommunikerer med mig i form af kropssprog og lyde. Ofte tænker jeg, at havde det været en voksen, som var gået til læge med samme symptomer havde lægen, uden at blinke, ordineret medicin og muligvis også undersøgelse af svælg og mavesæk for at udelukke noget særligt akut. Læs ikke dette som om, at jeg ønsker at udsætte min datter for mange undersøgelser, men jeg ønsker, at kunne indgå i en dialog med lægen om mulighederne for at hjælpe hende.

Der har været så meget i medierne omkring refluks på det seneste, og det har kun fået min mistanke om, at det er Silent refluks hun lider af, meget større. Da jeg postede et opslag på Instagram igår aftes, blev jeg da også lynhurtigt anbefalet at gå til børnekiropraktor – og det er lige det jeg har tænkt mig at gøre!

Jeg krydser fingre for, at det kan hjælpe hende, så hun ikke længere skal have daglige smerter og ubehag.

Sidder I selv med et refluks-barn eller er I igang med udredning, så vil jeg super gerne høre om jeres situation og hvordan I takler det i dagligdagen!

 

Skriv et svar