“Alt-undtagen-køkkenvasken-Granola”

Idag har Frk. Flødekind og jeg haft besøg af mødregruppen for første gang. I den forbindelse ville jeg gerne hygge lidt om dem og lavede igår en omgang granola, som skulle bruges som topping sammen med frisk granatæble på skyr med vanille.

Hver gang jeg laver granolaen, så bliver jeg spurgt efter en opskrift, men denne granola er en “på slump” opskrift og derfor kalder jeg den også “Alt-undtagen-køkkenvasken-granola” – fordi jeg kommer det i, jeg lige har i køkkenskabene.

Jeg laver den dog altid med samme base – mest fordi jeg altid har de samme nødder på lager.

Har I lyst til at lave lækker granola, som smager himmelsk på lidt skyr/yoghurt naturel, så får I lige en sådan cirka opskrift her:

  • 100 g valnødder
  • 200 g mandler
  • 50 g hørfrø
  • 30 g chiafrø
  • 3-4 spsk. akaciehonning
  • 1 tsk. vanillepulver

Tænd ovnen på 100 grader.
Hak valnødder og mandler i grove stykker.
Find en stor pande frem og kom honning og vanillepulver i. Varm det op, så vanillepulver er smeltet i honningen og det hele er mere flydende. Tilsæt de hakkede valnødder og mandler samt hørfrø og chiafrø og rør rundt, så alt bliver dækket af honningmassen. Hvis du synes der er for lidt honningmasse, så kan du enten tilsætte lidt mere honning eller en spsk. vand.

Når granolaen har ristet på panden i nogle minutter overfører du den til en bradepande med bagepapir på i et tyndt lag.

Bag granoalen i 1 time ved 100 grader og sluk så ovnen. Lad granoalen stå i ovnen til den er kold. Det giver en lækker sprød granola, som ikke fedter.

Bræk gerne granolaen i mindre stykker, hvis det hænger meget sammen og kom den lækre granola i en lufttæt beholder. Holder sig godt i mange dage, men her i huset når det aldrig at blive for gammel, fordi det er spist længe inden 🙂

Du kan bruge lige de nødder og kerner du lyster – personligt bryder jeg mig ikke så meget om solsikkekerner i granola, da det hurtigt kommer til at smage lidt for meget af rugbrød!?

Prøv dig frem med f.eks. hirseflager, havregryn, solsikkekerner, cashewnødder, usaltede peanuts osv. Det er kun fantasien og dine smagsløg der sætter grænsen!

1 comment / Add your comment below

Skriv et svar