Flaskebarnet!

Jeg har ikke ammet Frk. Flødekind. Faktisk har jeg slet ikke forsøgt!

Det har vækket mange spørgsmål og følelser hos andre mødre, men min beslutning var taget længe inden Frk. Flødekind overhovedet meldte sin ankomst.

Da jeg blev mor for første gang, gjorde jeg nemlig ALT for at få amningen til at lykkedes. Jeg led under hele processen – både fysisk og psykisk.
Fysisk, fik jeg store sår og brystbetændelse og havde voldsomme smerter, når minibossen sugede løs. Jeg havde ikke mangel på mælk, tværtimod, så fossede det ud efter 4 dage på sygehusets malkemaskine, men jeg kunne til sidst ikke rumme smerterne og al den medicin både ham og jeg skulle have, for at komme bare nogenlunde igennem et måltid.

Jeg ammede min søn i 1 måned og 1 dag og så tog jeg beslutningen om at stoppe. Det gjorde ondt helt ind i de dybeste dele af mit hjerte og jeg græd, som jeg aldrig har grædt før.

Jeg var ulykkelig, fordi jeg havde en idé om, at dét at amme, var det eneste rigtige og det en GOD MOR gør.

I mit ammeforløb mødte jeg da også kun mennesker, som sagde netop det. 

“At amme, er det bedste du kan gøre for dit barn!”. 

Her var der ikke tale om mennesker, der bare kom med deres egen mening, men fra fagfolk – læger, jordemødre, sygeplejerske osv. Faktisk er min mor jordemoder, og hun lagde heller ikke skjul på, at amning er vejen frem, selvom det gør ondt.

De mange fagfolk og deres anbefalinger om amning var årsagen til, at jeg lod 1 måned og 1 dag gå, før jeg sagde stop. 

Jeg var nødt til at sige stop. For mit barns skyld, for min mands skyld og for min egen skyld!

I hele perioden med amning følte jeg mig som verdens mest elendige mor og værst af alt, så havde jeg faktisk utrolig svært ved at knytte mig til min længeønskede søn, fordi han kun “gjorde ondt”, når han var allertættest på mig.

Da minibossen var omkring 6 mdr. kom min mand til mig og fortalte, at han var glad for, at jeg tog beslutningen om at stoppe amningen, og at han var stolt af mig!

STOLT?! Det var første gang, at han sådan rigtig åbnede op for, hvordan han havde haft det i samme periode. Han fortalte, hvordan han havde haft det svært – selvom han intet sagde, da han gerne ville fremstå stærk og rolig, for min skyld. Han hadede at se mig så ulykkelig i en tid, som skulle være fyldt med lykke.

Lige dér i den samtale, blev vi enige om, at var vi så heldige at få et barn mere, så var amning udelukket. 

Der gik flere år før vi igen ventede os og her blev jeg igen mødt med skepsis og undren, da jeg fortalte, at jeg ikke ønskede at amme.

“Vil du ikke engang forsøge at amme… Ikke engang råmælk?!”

Nej.. Det ville jeg ikke. Ikke engang råmælk. Mine bryster var “Out of service” og det har de været siden min samtale med manden min.

Da Frk. Flødekind lå i mine arme for første gang ændrede jeg ikke mening. Ikke et eneste sekund. Jeg vidste nemlig, at for at være en god mor for både Minibossen og Frk. Flødekind, så var jeg nødt til at stå ved min beslutning!

Jeg har ikke fortrudt min beslutning om, ikke at forsøge at amme. Det var ikke lutter lagkage at få Frk. Flødekind til at spise ordentlig af flaske, men dét, at kunne sidde med hende, helt tæt til sig og nyde tiden med hende – uden smerter, uden gråd (fra mig), uden penicillin løbende i blodet og uden følelsen af, at føle mig utilstrækkelig og skamme mig over, at jeg ikke magtede at være en “god mor”, det var den bedste følelse og gjorde mig blot stærkere i, at kunne sige:

“Nej, jeg ammer ikke. Hun er flaskebarn!”

Hvorfor så skrive dette indlæg?

Tja.. Jeg skriver dette indlæg, fordi jeg manglede de historier om amning, som ikke gik som planlagt og jeg manglede én der sagde “Det er okay at give flaske”. 

Faktisk har min sundhedsplejerske fortalt mig, at forskningen idag siger, at man ikke længere kan konkludere, at amning mindsker risikoen for bl.a. allergi.
Lige netop dén udtalelse hørte jeg flere gange i mit amningsforløb med Minibossen, og det var én af årsagerne til, at jeg fortsatte så længe som jeg gjorde. Jeg har nemlig levet med svære allergier det meste af mit liv, og vil gøre alt for at forsøge at undgå, at mine børn også får det.
Faktisk er der rigtig mange fantastiske ting ved at amme, og skulle nogen være i tvivl, så er jeg for amning, men flaske kan være et godt alternativ, hvis amningen ikke lykkedes!

Jeg tager min hat af for alle de seje mamas, der kæmper og sejrer med amning, men jeg tager også hatten af for de mødre, der af en eller anden grund, er nødt til at træffe den meget svære beslutning om, at finde flasken frem i stedet for brystet.

Semper Allomin 2 har netop lanceret en kampagne, som rammer spot on – de skriver nemlig; 

“Der er ikke kun én måde at være mor på, og det at være en god mor sidder ikke i brysterne men i det hjerte, der banker bag”

HØRT!

Semper Allomin 2 vil gerne hylde ALLE mødre – både dem der ammer og dem der giver flaske, og det budskab vil jeg gerne være med til at sprede!

Faktisk søger de lige nu mødre, som kunne have lyst til at deltage i et fotoshoot d. 15. september, som skal bruges på de sociale medier for at sprede budskabet endnu mere. Har du lyst til at læse mere om eventet og har du mod på at deltage, så kan du tilmelde dig lige her!

Desuden vil det være en helt vildt fedt, hvis du kunne tænke dig at brede budskabet ved at bruge hashtaggene #MomCelebration, #MomShaming og #Allomin2 på Instagram, så vi kan få fokus på at hylde alle mødre – hver og én!

2 comments / Add your comment below

  1. Så godt skrevet! for mit vedkommende var amningen heller ingen succes overhovedet, og jeg stoppede efter 14 dage – da var jeg ganske enkelt færdig!! Hvis der en dag kommer en lillebror eller -søster, tror jeg heller ikke at jeg vil forsøge igen.

    1. Tak for din besked!
      Det er så ærgerligt, når amningen ikke går som man håber, men det er nødvendigt at finde en løsning som gør, at man har overskud til at være mor.
      Det kan jo være, at hvis tiden kommer til en nr. 2, at du ændrer mening, men det er også helt okay – man skal gøre lige det man mener, er det bedste for sine børn.

Skriv et svar