Den mærkelige størrelse…

Sorg er en mærkelig størrelse.

Sorg kan være helt lille bitte og ganske okay at bære rundt på, og så kan den være så helt enormt, at kroppen ikke har en chance for at bære den og simpelthen bare må bukke under for tyngden. Forskellen på dens tyngde kan også svinge fra dag til dag, time for time og sågar minut for minut – sådan har den i hvert fald vist sig at være i min familie.

Min far lige har mistet.

Han har mistet sin storebror – faktisk sin eneste søskende.
Han har overlevet sorgens tyngde efter både sin fars og mors død, men denne gang er sorgen noget ganske særligt.

Han mistede nemlig helt uventet sin bror.

At miste uventet har tæret på min far og for den sags skyld også resten af familien. Det er aldrig let at miste, men jeg synes denne sorg er ny og anderledes for mig.

Jeg husker ikke, at sorgen over min farmors død (som jeg havde en meget stærkt bånd til) var lige så slem. Jeg havde fortalt min mand, at når dagen kom og hun ikke længere var hos os, så ville jeg nok have brug for, at han samlede mig op fra gulvet på grund af den tunge sorg, men sådan blev det ikke. Hun levede nemlig til hun blev knap 93 år og hun fik en nogenlunde fredfyldt død. Jeg tror egentlig, at jeg ikke har haft brug for at sørge voldsomt over min farmors død, fordi jeg en god rum tid inden, havde tid til at acceptere, at sådan ville det gå en dag.

Jeg sørger ikke… jeg savner!?

Jeg savner ofte min farmor. Jeg savnede hende f.eks. da vi kunne fortælle familien at Frk. Flødekind var på vej. Jeg har også savnet hende hver søndag, for her havde vi en frokost-tradition hos hende – lige indtil hun blev for svag. Jeg savner hendes kærlighed og varme, og hendes historier fra hendes ungdom.

Jeg savner… men sørger ikke. Mon det blot er mig der ser de to ting på forskellig vis?

For mig er sorg forbundet med en masse “han nåede heller aldrig at… ” og “havde vi nu bare gjort…”… altså en masse frustration, vrede og følelsen af at være ked af det.
At savne derimod, er for mig, når jeg tænker tilbage på de særlige øjeblikke vi har delt og de kendetegn jeg værtsatte allermest. Jeg fyldes mere med kærlighed end frustration og vrede.

Faktisk tror jeg også, at min far havde det lidt på samme måde med min farmors død. Altså, at hendes død hurtigere kunne accepteres og dermed savne mere end sørge? Eller sådan virkede det i hvert fald. SELVFØLGELIG er det ubeskriveligt hårdt at miste sin mor, men det var i større grad ventet og vi havde fået lov til at gøre os “kampklare” mod sorgen.

Denne gang var vi alle uforberedte og jeg blev overrasket over min reaktion!

Jeg græd. Græd mange tårer. Men mine tårer er grædt for min far (og mor). Jeg har grædt utallige gange, fordi mit hjerte skriger på deres vegne!

At se ham “stå alene tilbage” skar helt ind i sjælen på mig. Jeg ved jo godt, at han stadig har sin kone, sine børn og børnebørn, men han står nu, som den eneste tilbage ud af sin familie.

Empatien forkrøblede mig, og jeg måtte træde tilbage for at finde ro og energi til, at bære denne nye type sorg.

Jeg skynder mig lige at sige, at jeg var og er utrolig ked af at have mistet min onkel, men jeg har accepteret hans død.
Jeg vil helt sikkert savne ham, som jeg gør min farmor og andre jeg har mistet. Jeg vil savne ham ekstra meget til jul og på min søns fødselsdag, fordi han altid kom med de skøreste og sjove gaver. Han var altid positiv og så var han en lidt af en gadget-freak.

Faktisk gav han mig den bamse, som jeg sov med hele min barndom og som jeg forsigtigt har pakket væk på loftet. Han var en god og kærlig mand. En sømand som havde set det meste af verden, men som aldrig rigtig fandt kærligheden, blev gift eller fik børn. Han var min “Onkel Pollerik” og jeg hans “Jose”.

Den nye type sorg jeg nu har mødt og forsøgt at bære på, har været svær at håndtere. For jeg kan jo ikke bare gå hen til min far og mor og tage deres sorg fra dem. Det er underligt at sørge på andres vegne og det er endnu mere underligt at græde på andres vegne?! For i mit hoved har jeg accepteret hans død, men at se min familie kæmpe med sorgen, får mig til at sørge på ny.

Mon der er andre der har oplevet sorgen som en del af nogen andres og ikke helt sin egen? At ens empati forkrøbler én?

Jeg læste ved et tilfælde bloggeren A little bit of Bihls indlæg “Bare fem minutter mere” som handler om sin fars død og dét at få bare 5 minutter mere med ham. Jeg tænkte straks det samme!
Eller næsten… Jeg tænkte bare 5 minutter mere til min far. Giv min far 5 minutter mere til at sige “Jeg elsker dig”, “Tak” og hvad han ellers har på hjertet.

At miste uventet var… tja uventet, og når jeg endnu engang står med sorgen overfor mig, så håber jeg, at jeg kan bære sorgen – uanset hvordan den udtrykker sig. Hvis sorgen tyngder mig, så ved jeg heldigvis, at jeg har min familie at støtte mig til, og at der forhåbentlig går 70+ år før jeg står i samme situation som min far!

Skriv et svar