Rødkålssalat med ovnbagt kyllingefilet

Rødkålssalat med ovnbagt kyllingefilet

Det kan godt være at julen er forbi, men det er stadig sæson for rødkål og denne rødkålssalat er alt andet end kogt og kedelig!

MUMS! siger jeg bare.

Idag skal der flere lækre grøntsager på bordet og den her sprøde, friske og saftige rødkålssalat er altså bare en vinder her i de kolde måneder!

Til rødkålssalaten serveres ovnbagte kyllingefileter til, og hele herligheden tager ikke længere tid, end den tid kyllingen skal have i ovnen. Lækkert! Faktisk skal du slet ikke bruge din kogeplade idag 🙂

Hvis du ikke vil gå glip af næste uges madplan, så kan du tilmelde din mail lige på forsiden!

Du skal bruge

Rødkålssalat med ovnbagt kyllingfilet – 4 pers.

1/2 rødkål
2 clementiner eller 1 appelsin
1 rødt æble
1 granatæble
1 buket broccoli
50 g Feta
1 håndfuld valnødder
2 spsk. honning
4 spsk. balsamico
5 spsk. olie
salt og peber
1/2-1 kyllingefilet pr. person

Sådan gør du

  • Kom kyllingfileter i et ovnfast fad og drys salt, peber og en smule olie hen over. Sæt dem i ovnen i ca. 30 minutter.
  • Imellemtiden kommer du skiver af rødkål igennem en foodprocessor, så du får små strimler. Har du ikke en foodprocessor, så snit rødkål meget fint. Kom rødkålen i en stor skål.
  • Skræl og skær clementiner i halve og kom over i skålen.
  • Skold broccolien i et par minutter og skær herefter blomkålen i små buketter og kom det i skålen.
  • Skær æblet i små tern og kom det i skålen.
  • Fjern kernerne fra granatæblet og tilføj til skålen – gem gerne lidt til at toppe af med inden servering. Det kan sprøjte og svine helt vildt, hvis du ikke passer lidt på. Lad være med at skære den over og bank på den for at få kernerne ud – det sviner alt for meget og du mister alt for meget saft! Tjek video for smart måde at håndtere en granatæble lige her!
  • Bland honning, balsamico, olie og salt i en skål og sørg for at honningen er helt opløst. Smag dressingen til. Er den for sød, sur eller lige tilpas?
  • Når du er tilfreds med smagen hældes dressingen over rødkålssalaten i skålen og det hele blandes godt sammen.
  • Kom rødkålssalaten over i en fin serveringsskål og kom de resterende granatæblekerner på, sammen med smulret feta og valnødder.
  • Lad rødkålssalaten stå og “trække” indtil kyllingfileterne er færdige.
  • Skær kyllingefileterne i små skiver og server sammen med rødkålssalaten.

MUMS!
Sprød, frisk og fuld af gode vitaminer og mineraler! Jeg elsker når øjenene også får lov til at “spise med”!


Feta eller salatost?

Spørger man mig, så er jeg mest til feta. Jeg synes salatost er en mærkelig opfindelse og så er den altid uden synderlig smag!?

Vi bruger en ægte feta fra Grækenland (købes i Rema1000) og den smager altså af noget! Jeg synes den giver noget tiltrængt fedme til rødkålssalaten og så skal der ikke meget til, for at give smag til retten.

Er I mere til salatost derhjemme, så er det da bare det i serverer! Men har I lyst til at prøve lidt nyt, så kunne det være en feta eller en anden slags gedeost?

1 comment / Add your comment below

Skriv et svar