Tolv og et halvt år!

Tolv et halvt år!

Imorgen har manden min og jeg været et par i 12 1/2 år!

Det er jo faktisk vores første “kobberbryllup” og sikke meget vi har oplevet sammen!

Faktisk har jeg været sammen med manden min siden jeg var 19 år, og har dermed brugt omkring en 1/3 af mit liv sammen med ham. WOW!

Når jeg tænker tilbage på vores tid sammen, så har vi, for det meste, været nogenlunde fornuftige i vores livsvalg, og idag sidder vi i et dejligt hus med vores 2 fantastiske børn!

Vi er så priviligerede, at manden min tager én bil til arbejde, mens jeg kan tage den anden bil. Vi kan købe økologisk uden at skulle overveje prisforskellen og så kan vi tage på ture med børnene, uden at det går ud over økonomien. Det er luksus – men sådan har vi ikke altid haft det!

Fattig studerende

Da vi først blev kærester, boede manden min på et kollegieværelse og jeg boede stadig hjemme. Efter kun 3 mdr. flyttede vi sammen i en lejlighed, hvor vi skiftedes om at arbejde fuld tid og være studerede.

Da jeg måtte skifte karrierespor pga. en skulderskade, blev det pludselig mig der for en periode, var den der kom hjem med (elev)lønsedlen, da manden min i samme periode forsøgte sig som selvstændig, og ikke ville udbetale løn til sig selv, før der var penge i kassen.

Nøj, det var altså en hård tid og med mange pastaretter!

Spinke og spare!

Vi har brugt mange år på at spinke og spare, for at kunne udleve vores drømme. Nogle drømme er ikke blevet til andet end drømme, fordi vi undervejs har skiftet fokus eller prioriteret anderledes.

For eksempel, så ville vi gerne have været ude og rejse en helt masse efter jeg blev færdig som farmakonom, men under mit sidste år som elev, købte vi vores hus og dermed gik alle pengene i at renovere og indrette vores lille hjem.

Desuden overraskede manden min mig også med vores bryllup, som han havde arrangeret uden at jeg kendte til det! Dejlige mand, og gode venner der hjalp ham!

Et år efter kom Minibossen til verdenen, og vores prioriteter skiftede i dén grad retning endnu engang!

Er det nu også nødvendigt?

I mange år både før Minibossens ankomst og efter, levede jeg meget efter princippet “Er det nu også nødvendigt?”…

Var det nødvendigt med et par nye jeans eller var det nødvendigt at opgradere den gamle bil?

Faktisk blev det i en lang periode mit mantra, som jeg først i de sidste par år, er ved at lære at slippe lidt. Det er jo okay at købe nye jeans og opgradere bilen, hvis den trænger!

Men for at kunne følge sine drømme, så må prioriteterne være i orden – og der er et nyt par jeans altså ikke altid dét, der er vigtigst i øjeblikket.

Memory lane

Det er lidt sjovt at sætte tal på vores forhold – vi har i de 12 1/2 år vi har været sammen:

  • Boet i 2 lejligheder
  • Blev gift 1 gang
  • Ejet 1 hus, istandsat samme hus 2 gange, og skal igang med runde 3 i år
  • Ejet 5 biler
  • Fået suset af en positiv graviditetstest 2 gange
  • Fået 2 vidt forskellige fødselsoplevelser
  • Fået 2 fantastiske seje børn
  • Istandsat 1 have, heri anlagt +200 kvm. terrasse og 80 kvm sandkasse/legeland
  • Set 2 drivhuse lægge sig fladt ned i en storm
  • Opført 2 nye drivhuse!
  • Drevet 3 virksomheder
  • Besøgt 15 forskellige lande

… og jeg kunne blive ved, men et forhold så langt, er meget mere end tal!

Det der virkelig tæller!

Vi har, som mange andre par, haft diskussioner om diverse emner gennem vores tid sammen. Men vi er ikke gode til at være sure på hinanden, så det ender altid i en nogenlunde fornuftig snak, når én af os (læs mig) ikke gider at gå rundt med negativ energi.

Vi er begge drømmere, og derfor er det vigtigt at vi får sagt, hvad vi går og drømmer om, for vores lille familie. Ellers kan man hurtigt “arbejde” i to forskellige retninger!

Vi er jo ikke længere kun os to i dette forhold – vi er en familie, og den er vi begge enige i, har førsteprioritet!

Men hvordan vi prioriterer familien kan se meget forskelligt ud, og det ændrer sig også med tiden, alt efter børnenes alder og behov. Derfor har vi løbende en form for forventningsafstemning, hvis vi kan mærke, at vi begynder at arbejde i forskellige retninger.

Det gælder om at finde balancen mellem at være en drømmer og en forælder. Hverdagen skal kunne fungere, selvom vi har vilde drømme for fremtiden!

Hvad der kommer til at ske for vores familie er jo ikke helt til at vide, men én ting er sikkert – der vil komme flere besøg til nye lande på listen, der vil nok også komme flere biler på listen, men forhåbentlig ikke flere drivhuse!

Drømme om fremtiden…

Imorgen er der gået 12 1/2 år, og før vi får set os om, så skal vi fejre vores faktiske kobberbryllup, da vi til sommer har været gift i 7 år!

Jeg er taknemmelig for det liv jeg har – jeg føler mig stærk og klar til at tage imod de udfordringer der jo er i livet, og jeg glæder mig til at se mine børn vokse op og måske blive drømmere, som deres forældre.

Forhåbentlig har vi lært dem, at man nogle gange er nødt til at prioritere, måske skal spinke og spare lidt i en periode, for at kunne følge sine drømme og sit hjerte!

Tolv et halvt år!
Til min brors byllup… hvor en lille Frk. Flødekind lå i min mave, men vi vidste det endnu ikke!

Skriv et svar