Festen før festen!

I morgen bliver juledekorationerne pakket væk…

Det er måske lidt hurtigt synes mange, men herhjemme er vi ved at gøre klar til den næste store fest – nemlig festen før festen!

Ja, måske tænker du, at det er Nytårsfesten vi skal til at klargøre, men vi har noget der skal fejres, som er langt større end et nyt årsskifte!!

Minibossen Noah, fylder nemlig 5 år i weekenden og dét skal fejres!

Vi har heldigvis ikke haft et ton af julefrokoster og andet hygge uden for huset på programmet siden Juleaften – det plejer vi at have, men jeg blev syg på juleaftensdag og har været et skvat lige siden.

I dag er feberen heldigvis ved at aftage og den ekstra tid på sofaen er blevet brugt til, at få lidt styr på detaljerne til fødselsdagsfejringen.

Vi vil ha´billeder, tak!

Jeg ville sindssygt gerne dele billeder af bordopdækning og de små detaljer jeg skal til at nørde med de kommende dage, men momster (og dermed min blog) skal flytte server i weekenden, og derfor er der ikke adgang til bloggen før i det nye år.

Jeg lover dog, at jeg nok skal huske at tage lidt billeder af festen, for denne fest er ikke bare en invitation til boller og varm kakao. I år har Minibossen nemlig for første gang spurgt, om han må få et tema til festen!

KAPOW!

Minibossen vil super gerne holde en Superhelte-fest!

Min indre krea-mor blev vildt begejstret for ideen og allerede i oktober/november gik jeg i gang med at bestille lidt pynt til festen og havde store planer om en masse hjemmelavet, men pga. sygdom, så bliver det ikke helt i samme skala, som jeg oprindeligt havde tænkt.

Do I know you…?

Ud over at huset bliver pyntet lidt op, så ønsker Minibossen sig brændende, at gæsterne kommer i superheltetøj og ham selv, ja – han skal være Spiderman og har dikteret, at far skal være Thor 🙂

Da jeg spurgte Minibossen hvad jeg skulle være, var han lidt ideforladt. Jeg skyndte mig derfor at scanne nettet for kvindelige superhelte og tøj dertil, men jeg blev lidt skuffet over de meget få valgmuligheder der var.

HVOR BLIVER ALLE DE KVINDELIGE SUPERHELTE AF?!

Derfor lød invitationen til gæsterne da også på, at de måtte troppe op som kendte superhelte eller selv-opfundne, så skulle vi ikke sidde 6 Wonderwomans til festen…

Vi ville gerne have inviteret alle familiemedlemmer med til årets næstsidste fest, men der er efterhånden så mange børn, at vi ikke kan være der alle sammen. Kender I også til det dilemma? Hvem skal inviteres?

Vi har valgt det “tætteste” familie – dvs. bl.a. Minibossens bedsteforældre, mostre, onkler og deres børn.

Bare kald mig SuPeRMoM!

Tja… I daglig tale går jeg til tider under navnet overskudsmor, men det har jeg peppet lidt op til festen og vil forvandle mig til SuPeRMoM!

Hvordan sådan en supermom ser ud, ja det må I over på min IG profil og lure på, for her tænker jeg at lægge lidt billeder op mens bloggen er nede!

Vi ses på den anden side!

Vi glæder os selvfølgelig også til at fejre Nytåret, for den skal fejres i et dejligt selskab og jeg håber, at alle der læser med her, vil få en dejlig, varm, kærlig, hyggelig og festlig Nytårsaften!

Pas på hinanden og fingrene 😉

Skriv et svar