Æble-bønnesalat med ovnbagt laks

I en travl hverdag er det rart med nogle retter, som bare ikke tager flere timer at tilberede.
Men, maden skal stadig smage af noget, og dét gør denne æble-bønnesalat helt bestemt!

Faktisk kan æble-bønnesalaten serveres som det grønne indslag til et hav af retter, men liiiige denne gang, får æble-bønnesalaten lov til at være aftenes helt store stjerne!

Er du ferm i et køkken, så tager det ikke længere tid end maks 35 minutter fra du vasker dine hænder og klar til at gå i gang, til maden er på bordet 🙂

Er du først ved at begive dig ud i kogekunstens verden, er aftenens måltid stadig ét, som du nemt kan bikse sammen og med stolthed kan servere for familien.

I denne opskrift kan du udskifte laksefileterne med kyllingefileter, hvis I ikke er de store fiskespisere (ligesom manden min). Derfor står begge angivet i opskriften og på indkøbssedlen og du skal bare vælge én af delene.

Har du lyst til at få inspiration til flere nemme og lækre retter, så gå endelig på opdagelse på bloggen. Vil du være sikker på, at du ikke går glip af nye opskrifter, så tilføj din email på forsiden.

Du skal bruge

Æble-bønnesalat 4 pers.
40 g mandler
300 g frosne grønne bønner
2 stk. æble
2 tsk. dijonsennep
3 spsk. æbleeddike
3 spsk. olie
2 tsk. honning
Salt og peber

1 Laksefilet eller kyllingefilet pr. person.

Sådan gør du

  • Tænd ovnen på 180 grader (varmluft) og kom laksefilet eller kyllingefilet i et ovnfast fad. Drys salt, peber og lidt olie over dem og steg dem i ovnen i 20-30 minutter. Husk, laksefileter gerne må være rosa i midten og skal ikke have lige så langt tid som kyllingefilter.
  • Mens fileterne er i ovnen kommes mandlerne på en tør pande og ristes godt af ved høj varme i ca. 5 minutter.
  • Bønnerne koges i en stor gryde med vand og 1 tsk. salt i max 6 minutter. Der skal stadig være lidt bid i dem, så hold øje med dem!
  • Når de er færdige, kommes de over i en si, så du kan skylle dem med kold vand (dette stopper kogeprocessen, så de ikke får for meget).
  • Skyl æblerne og skær dem i fine, tynde både.
  • Bland eddike, sennep, olie, honning, salt og peber i en stor skål. Smag dressingen til. Er den for sur, sød eller måske lidt kedelig (mangler salt?)?
  • Når du er tilfreds med smagen, vendes bønner og æbler i dressingen.
  • Drys til sidst mandlerne over salaten inden serveringen.
Super lækker og nem æble-bønnesalat

Denne ret kan serveres som den er, eller man kan spæde til med ris/pasta, hvis man synes det er nødvendigt. Det smager også rigtig godt, at servere ristede, grove boller til.

Skal det gå rigtig stærkt med at få maden på bordet, så kan man også vælge at servere færdiglavet koldrøget laks til!

Se hele Madplan No. 1 for flere lækre aftenmadsopskrifter!

1 comment / Add your comment below

Skriv et svar