Madplan No. 1

Madplan No. 1

Jeg håber I er kommet godt ind i det nye år! 
Her har hverdagen så småt fundet sin vante gang og Frk. Flødekind er netop begyndt i vuggestue!
Jeg har sådan set frem til denne dag, hvor jeg kan afsløre Madplan No. 1 for januar måned og det har krævet en masse planlægning at få madplanen og dertilhørende opskrifter helt i hus!

Jeg vil nemlig gerne sikre mig, at året startes godt ud og derfor er Madplan No. 1 spækket med en masse gode grøntsager og retterne er nemme og lette at give sig i kast med. Desuden så skal aftensmaden smage af noget og samtidig være børnevenlig.

Fik du ikke læst om tankerne bag dette indlæg og hvad der kommer til at ske på bloggen, så led ikke længere – du finder “Prepped and ready!?” lige her

Så går vi i gang!

Nedenfor finder du selve madplanen. Altså titler for hvilke retter der skal laves de pågældende dage. Hvis du trykker på navnet på opskriften føres du direkte hen til opskriften.

Derudover finder du også en komplet indkøbsliste for ugens madplan. Du skal selvfølgelig ikke købe ting på listen, hvis du allerede har dem liggende på lager.

Hverdagsmad…

Jeg har valgt at lave plan for alle hverdage og lade weekenderne være valgfri. Jeg synes nemlig altid, at der er en dag eller to i ugen, hvor der er aftaler og derfor er det ikke sikkert, at aftensmaden bliver spist hjemme, og så kan man jo flytte lidt rundt på dagene, så de passer bedst ind i skemaet.

Hvis I synes det kunne være fedt med flere måltider på madplanen, så er det bare at smide en kommentar, så tilføjer jeg flere måltider til de kommende uger 🙂

Jeg har valgt at lægge opskrifterne ind som individuelle indlæg, da dette indlæg ellers ville blive alt for lang og uoverskuelig. Desuden kan man på denne måde også hurtigt finde en opskrift igen, hvis det viser sig at være et hit i hjemmet! Du skal bare bruge søg-funktionen på forsiden af bloggen 🙂

Rester?!

Ja… der vil altså være dage, hvor der står rester på madplanen, for jeg er ikke den store fan af at stå i køkkenet og lave en masse lækker mad for derefter at smide resterne ud!

Vi er 2 voksne og 2 børn der spiser disse retter og der er altid noget tilbage. Derfor bliver der som oftest en dag med rester, hvor vi får spist det der var i overskud. Det er godt for både pengepungen og miljøet 🙂

Hvis I er meget imod rester hjemme hos jer eller I simpelthen har fået spist rub og stub hver aften, så er det her I vipper rugbrødet frem og nyder det med f.eks. et spejlæg og lun leverpostej 😀

Uden videre introduktion…

Madplan No. 1

Mandag:
Ovnbagt æggekage med bacon, kartofler og broccoli

Tirsdag:
Blomkåls karry

Onsdag:
Falafel i pitabrød

Torsdag: Rester!

Fredag:
Æble-bønnesalat med ovnbagt laks

Indkøbslisten

Jep… Jeg har gjort det hårde arbejde og samlet en komplet liste over ingredienser for denne uges madplan. Jeg foreslår altid, at opskrifterne læses igennem inden turen i supermarkedet, for det kan jo være, at du har den mængde der skal bruges af en given ingrediens og derfor ikke behøver at købe mere.

Jeg skriver nemlig f.eks. 1 ltr. mælk på listen, fordi det er den minimumsmængden jeg kan købe, og vi skal faktisk kun bruge en dl denne uge. Der er sikkert flere kolonialvarer såsom hvedemel og olie, som du har ståede i skabene. Hvis du har nogle af råvarerne i forvejen, så kan du bare krydse dem af listen. 

Grøntafdelingen:

  • 1 kg kartofler
  • 2 bundter bredbladet persille
  • 4 fed hvidløg
  • 4 løg
  • 1 citron
  • 2 æbler
  • 1 broccoli
  • 1 blomkål
  • 1 rød peberfrugt
  • Ingefær
  • (Rød chili)
  • Agurk
  • Cherrytomater
  • Gulerødder 1 kg



Kolonial

  • Havregryn
  • Tørret chili
  • Spidskommen
    Karry
    Gurkemeje
    Paprika
  • 1 pose mandler
  • Dijonsennep
  • Æblecidereddike
  • Olie til stegning af falafel(smagsneutral)
  • Olivenolie
  • Honning
  • 1 pose tørrede kikærter
  • 1 pose røde linser
  • 1 dåse kokosmælk
  • 1 dåse flåede tomater
  • Grove ris
  • Hvedemel
  • Salt
  • Peber

Køler/Fryser

  • 10 æg
  • 4 laksefileter/kyllingefileter
  • 1 ltr. minimælk (alternativt rismælk/havremælk)
  • 1 bæger hytteost
  • 1 pk. smør
  • 1 pk. lufttørret skinke
  • 1 pose frosne grønne bønner

Hvis du synes at listen er opdelt mærkeligt, så kommer her lige en lille forklaring.

Jeg er jo gift med en Nørd, og hans hjerne fungerer bedst, hvis tingene er “logiske” og ligetil. Derfor skriver vi altid indkøbslisten opdelt i de områder, hvor maden skal findes. Det har i hvert fald været den metode der har gjort, at manden min er kommet hjem med de rigtige ting … og vigtigere endnu, ikke har glemt noget 🙂

Faktisk er vores liste også lavet i rækkefølge i forhold til hvordan butikken er indrettet, så man ikke skal fare frem og tilbage i butikken. Det kan jeg ikke rigtig gøre med denne liste, da forretningernes indretning kan være vidt forskellige.

Forslag?!

Sidder du med gode forslag til opskrifter eller måske sidder du med ønsker til opskrifter med brug af bestemte råvarer? Så smid en kommentar, og så vil jeg se om jeg kan få dine ønsker med ind i de kommende ugers madplaner 🙂