En helt anden gang!

En helt anden gang!

Denne gang er helt anderledes. Faktisk havde både manden min og jeg nok forventet lidt mere af det samme som sidste gang. Men vi sidder tit og taler om, at det i dén grad er en helt anden gang!

Jeg taler om dét at få et lille barn igen. Den første tid med en spæd var ikke meget anderledes end første gang, men tiden efter – dén her tid, hvor de går fra at være spæd til baby/tummel er meget anderledes denne gang end første gang!

Første gang…

Med vores søn Noah, kunne vi jo ikke rigtig sammenligne med andre børn. Han var vores første barn, og vi sugede jo bare hans vaner og træk til os. Vi husker ham som et glad barn, der havde fart på rent motorisk og mentalt.

Han var fjollet og skør og så var han en værre puttegris – ligesom han stadig er det idag 🙂

Den anden gang..

Faktisk kan vi beskrive Sarah på næsten samme måde. Hun har fart på, både motorisk og mentalt, og så er hun også skør, fjollet og en lille hyggefis!… og så synger og danser hun konstant!

Men der er alligevel noget, som gør denne gang – vores anden gang, til en helt anden gang!

Vi tager os selv i, at blive overrasket over hendes energi, hendes opfindsomhed og hendes nysgerrighed. Det er kvaliteter Noah i dén grad også besidder, men vi så dem ikke i samme grad som vi gør idag.

Manden min og jeg har talt mange gange om hvorfor vi ikke så det dengang med Noah, og i starten sagde vi altid “Sådan var Noah da ikke helt?” eller “Sådan husker jeg ikke, at Noah gjorde?”. Det skal absolut ikke lyde negativt, men mere overrasket – eller øjenåbnende…

Efter flere snakke med manden min, kom vi dog frem til én vigtig -og nok også afgørende faktor for, hvorfor vi ikke helt husker de små gyldne øjeblikke i samme grad, som vi oplever dem nu.

Derfor!

Noah har nemlig været “Øre-barn” siden 4 måneders alderen, og bøvlede med forsnævret tårekanal og mellemørebetændelse. Oveni det kom feber, snot, utilpashed og nedsat immunforsvar -og dermed mere sygdom. Han har været igennem 3 operationer for at få lagt dræn og i sidste omgang fik han også reduceret sine mandler og fjernet en hulens masse polypper.

Stakkels pus!

Jeg husker hvordan “Årets julekort anno 2016” blev et billede af Noah der lå på en madras på gulvet i stuen, fordi han endnu engang var ramt af sygdom og ikke havde kræfter til at sidde op.

Årets julekort anno 2016

Dengang tog både Noah og os det i stiv arm, fordi “Sådan var det nu bare engang” og vi fik da også enormt mange hyggestunder ud af det, med dyne og helt-ned-i-gear-tid i sofaen.

Denne gang!

Derfor sidder vi nok også nu og tænker at vi, pga. sygdom, måske er gået glip af lidt af den der baby/tummel magi, som vi nu ser hos lillesøster. Selv Noah er begejstret for Sarahs adfærd og de mange nye ting hun finder på at skulle afprøve eller gøre!

Jeg tager hatten af!

Ja, jeg tager hatten af for de familier, som sidder med et kronisk sygt barn. For de familier, som hver dag skal kæmpe med omstændigheder, som måske ikke kan ændres eller som os – med omstændigheder vi idag kan kalde for “minder”.

Idag er vores miniboss Noah erklæret “øre-rask” og har ikke dræn i. Han fungerer ligesom en 5-årig skal og har heldigvis ikke mén efter de mange indgreb på trommehinderne.

Min superhelt!

Endnu engang ramt af høj feber og mellemørebetændelse!

Noah er min superhelt. Han har ALTID været så sej – uanset om han har været indlagt og truet med nåle og div. remedier, eller om han har været derhjemme og kastet op i stride strømme. Han har altid haft humøret med sig og vist mig, hvordan man kan være stærk, selvom man møder modgang!

Når jeg taler om “børnemagi” så er det virkelig det jeg mener. Børn må besidde en eller anden kraft, som er så stor, at det kan få bekymrede forældre til at slappe lidt af i en ellers tilspidset situation, og få verden til at stoppe med at spinde ud af kontrol.

Det må være dem der giver os forældre kræfterne til at komme videre og komme igennem svære tider. For ellers aner jeg ikke hvordan forældre med kronisk syge børn, kan stå op hver dag og skabe et liv, i de rammer der nu engang er.

Jeg er taknemmelig…

Jeg er i dén grad taknemmlig for, at vi har fået lov til at se flere gyldne øjeblikke denne gang og bare nyde vores børn – uden overdøvende sygdom. Selvfølgelig har Frk. Flødekind bøvlet med lidt snot under tandgroning, men slet ikke noget i samme dur, som da Noah var på samme alder.

Tænk sig, at jeg kan være så heldig at sidde med 2 raske børn og at den første tid med Noahs øre blot er det. En begrænset tid, som vi kom igennem og sejrede 🙂

Storebror og lillesøster

Skriv et svar