Bag kulissen

Her bag Josesofine sidder en 32-årig rødhåret, kreativ, smilende og gir-kram-fremfor-hånd mor til 2 poder og kvinden-hans til manden min gennem 6 år. Vores poder består af minibossen Noah fra december ’13 og Frk. Flødekind Sarah fra februar ’18.

Min baggrund…

Jeg har en baggrund som farmakonom og har netop afsluttet min barsel og er desværre fritstillet fra et job i en helt anden boldgade – nemlig som bl.a. salgs- og markedsføringsansvarlig for et dansk tøjbrand. Jeg ved dog, at jeg nok skal finde et dejligt sted at være, hvor jeg kan bidrage med en masse!

Da jeg simpelthen ikke kan slippe min farmakonom-hat helt, og gerne vil dele ud af min klæbehjerne, er jeg i 2018 blevet fast skribent for www.mamawise.dk. Her vil du kunne finde indlæg om alt fra råd og vejledning om diverse produkter og om forebyggelse og behandling af forskellige børnesygdomme såsom børneeksem, allergi, forkølelser osv.

Mig helt inderst!

Mit kreative gen tager tit overhånd og da Frk. Flødekind var mindre brugte jeg hende ofte til stemningsbilleder, men nu går meget af min tid med at kokkere i køkkenet og på mit helt store drøm… som stadig er “for my eyes only” indtil jeg er længere i processen. Så skal jeg nok dele mere om dette! 

Hjemme…

Hjemme hygger vi med at stå i køkkenet, te os tosset eller lege i haven. Desuden får minibossen lov til at bruge Ipad 1 times tid om dagen og er idag 2-sproget (dansk og engelsk). Youtube er yndlingsbeskæftigelsen og han har bl.a. derigennem lært at tale og forstå engelsk. Sidder der en masse mødre derude, som er meget imod brug af Ipad og Youtube, så kan jeg berolige jer med, at der faktisk findes super fine børnevenlige kanaler. Måske I kender Steve and Maggie (WOW English TV)?

Stærk mama!!

Ud over leg og ballade med poderne, så er kost og træning meget vigtig for mig. Jeg ønsker nemlig at gøre krop og sind stærkere, og derfor bliver mange af de stunder, hvor Frk. Flødekind sover eller huset er tomt, brugt til at sammensætte gode måltider og få trænet hjemme i stuen. Jeg er stadig ved at lære, hvordan min krop har det bedst, men mit mantra er
“Fald 7 gange, rejs dig 8!” og dét i sig selv synes jeg er en rar tilgang til livet.